søndag den 18. februar 2018

New Zealand - Lord of The Rings

Gik du glip af alt det vi oplevede i Australien og på Bali? Så tjek vores facebookside
FAIR på eventyr

"Årh cool, skal vi sove i Ringenes Herre-land!", siger jeg til Niko, mens han kigger på kortet.


Vi har hentet vores nye hjem, den lille bil, vi skal bo i de næste to måneder, og eftersom vi just har solgt vores dejlige båd FAIR, spørger jeg Niko, om vi godt kan kalde bilen Fair også. Jeg tror egentlig, han er lidt ligeglad men siger, at selvfølgelig kan vi det.
Efter at have smidt alt vores grej ind i bilen, og har handlet ind til laaang tid, er vi igen kommet i "simple-living-mood", og det er skønt. Vi kører ikke langt første dag, blot tredive kilometer udenfor byen, og her pakker vi hele bilen ud, hvorefter vi stuver det hele pænt på plads, og pludselig er der ryddeligt, og plads til det hele. Vi starter turens første aften med at dele en flaske kølig hvidvin, og er nu klar på nye eventyr.
Da vi vågnede regnede det, og humøret var lidt trist. Vi havde sat næsen op efter lækkert vejr, så vi kunne explore, men heldigvis klarede det op efter et par timer, og dagens eventyr kunne begynde.
Efter at have kørt i godt en time, på en meget bumpet grusvej, siger kortet, at vi er ved at være fremme. Fremme ved hvad? Vi har længe kørt i smuk natur omgivet af majestætiske bjerge, så hvad er det lige, vi leder efter? Ringenes Herre bjerget, selvfølgelig! Niko er vild med Ringenes Herre, og når nu vi er i landet, hvor filmene er optaget, skal vi selvfølgelig opleve nogle af de ting, som har med det at gøre. Vi finder Mount Sunday, som i filmene er Rohan, og vi bestiger det lille bjerg, hvor vi har 360 graders udsigt og vi kan se både "Misty Mountains" og "White Mountains", det eneste som mangler er såmænd bare alle skuespillerne og kulisserne. Men sikke en spektakulær udsigt. Gåturen er på halvanden kilometer, og der står på skiltet, at turen tager 45 minutter. Efter halvanden time er fotonørderne nået tilbage til bilen!
Vi skal sove her i bjergene ved en smuk lille sø, og selvom der kun er nogle få kilometer derhen, tager turen fyrre minutter, men det betyder intet, for vi har ikke travlt.

Mt. John og observatoriet ved Lake Tekapo
Kondi = ikke eksisterende! Selv Niko puster og er nød til at holde en pause på vej op ad bjerget. Vi er på vej til toppen af Mount John, hvor New Zealand og Japan har observatorier. Stedet er efter sigende et af de bedste steder i verden at studere himmelrummet fra. Vi havde planer om at gå der op i aften, for at tage nogle billeder af stjernehimmelen, men vi fandt, heldigvis, ud af, at der kun er åben på bjerget indtil kl. 17, så nu er vi på vej her i eftermiddagsvarmen. Udsigten på vej op er fantastisk! Vi har valgt den lange vej op, som følger søen Lake Tekapo. Søen har en helt speciel farve, som bare er utrolig smuk, lyseblå og klar, og den bliver kun smukkere jo længere vi kommer op. Da vi langt om længe, halvanden time senere, når toppen af bjerget, ligger de små observatorier og "Astro Café" i en klynge, og nyder den spektakulære udsigt over et kæmpe område med søer og bjerge. Vi puster ud og tager selvfølgelig nogle fotos, og vælger den hurtigere vej ned ad bjerget, til campingpladsen, hvor vi skal tilbringe natten. Her står programmet også på et bad, for første gang i flere dage.
Det var en smuk tur derop, men jeg vil sige, at observatorierne på La Palma, i den Canariske øgruppe, var meget større og meget flottere.


Mt. cook og glaciers
Mount Cook er det højeste bjerg her, og vi har fundet et campsite for foden af bjerget, hvor vi skal tilbringe endnu en dag og nat i New Zealands fantastiske landskab. Da vi (selvfølgelig) ikke skal bestige bjerget, tager vi den tre timers vandretur "Hooker Valley Trail" istedet. Det er en smuk tur, som går gennem en dal, der ligger for foden af de omgivende bjerge. Solen står højt på himmelen, og vi har shorts og t-shirts på, mens Mt. Cook, og et par af de andre bjerge, skinner kraftigt ned på os fra de sne- og isklædte toppe.
Efter en god vandretur har vi nu fortjent et glas rødvin til vores baked-beans og spejlæg.
Oamaru og de blå pingviner
Vi sidder helt stille, og ingen siger lyd. Vi kan høre en svag pippen. Efter hvad der føles som ti minutter, men i virkeligheden nok bare er tredive sekunder, dukker det første lille hovede op mellem stenene. Ét mere. Ét mere, og pludselig står der 15 små blå pingviner og tørrer i aftenmørket. De står bare dér, helt stille, og lader vandet glide ad sig, og efter nogle minutter tager de mod til sig, og vralter i fuld fart over mod deres natteskjul.
Vi er nu et par timers kørsel fra midten af øen er nået ud til østkysten, og her en kold og våd aften, har vi købt billetter til at se de vilde små blå pingviner komme op fra havet. Jeg vil sige, at det måske ikke ligefrem var pengene værd, men de var da meget nuttede. Det viser sig, at vi godt kunne have sparet pengene, da vi på gåturen hjem, møder et par pingviner på vejen...nogle kinesere mødte også pingvinerne, og Nikos kommentar var selvfølgelig, "prøv at se på dem (kineserne), de tænker på, hvordan de skal tilberede dem".


Bjerge og bilen
"Så træd da på speederen!", siger Niko, da vi er på vej op ad et bjerg. Bilen kører 60 kilometer i timen, og hastigheden fortsætter med at falde, mens omdrejningstælleren står på 3500. Vores lille bil har automatgear, så den bestemmer rimeligt meget selv, hvad det er den gør. Vi er dog ikke de eneste, som har svært ved at kommer op ad de stejle bjerge, da vi, på vej ned ad, møder en lastbil, som er på vej op, og det ser ud som om, den næsten ikke bevæger sig.
Da New Zealand ikke ligefrem kan prale af at have mobiltelefondækning ret mange steder, og endnu mindre internetforbindelse, vil der nok gå lidt længere mellem vores opdateringer her den næste tid, men bare rolig, de skal nok komme.


Hilsener fra Ringenes Herre landet
Chris & Niko på nye eventyr
Explore, Dream, Discover