New Zealand - Lord of The Rings

Gik du glip af alt det vi oplevede i Australien og på Bali? Så tjek vores facebookside

FAIR på eventyr

"Årh cool, skal vi sove i Ringenes Herre-land!", siger jeg til Niko, mens han kigger på kortet.

Vi har hentet vores nye hjem, den lille bil, vi skal bo i de næste to måneder, og eftersom vi just har solgt vores dejlige båd FAIR, spørger jeg Niko, om vi godt kan kalde bilen Fair også. Jeg tror egentlig, han er lidt ligeglad men siger, at selvfølgelig kan vi det.
Efter at have smidt alt vores grej ind i bilen, og har handlet ind til laaang tid, er vi igen kommet i "simple-living-mood", og det er skønt. Vi kører ikke langt første dag, blot tredive kilometer udenfor byen, og her pakker vi hele bilen ud, hvorefter vi stuver det hele pænt på plads, og pludselig er der ryddeligt, og plads til det hele. Vi starter turens første aften med at dele en flaske kølig hvidvin, og er nu klar på nye eventyr.

Da vi vågnede regnede det, og humøret var lidt trist. Vi havde sat næsen op efter lækkert vejr, så vi kunne explore, men heldigvis klarede det op efter et par timer, og dagens eventyr kunne begynde.
Efter at have kørt i godt en time, på en meget bumpet grusvej, siger kortet, at vi er ved at være fremme. Fremme ved hvad? Vi har længe kørt i smuk natur omgivet af majestætiske bjerge, så hvad er det lige, vi leder efter? Ringenes Herre bjerget, selvfølgelig! Niko er vild med Ringenes Herre, og når nu vi er i landet, hvor filmene er optaget, skal vi selvfølgelig opleve nogle af de ting, som har med det at gøre. Vi finder Mount Sunday, som i filmene er Rohan, og vi bestiger det lille bjerg, hvor vi har 360 graders udsigt og vi kan se både "Misty Mountains" og "White Mountains", det eneste som mangler er såmænd bare alle skuespillerne og kulisserne. Men sikke en spektakulær udsigt. Gåturen er på halvanden kilometer, og der står på skiltet, at turen tager 45 minutter. Efter halvanden time er fotonørderne nået tilbage til bilen!
Vi skal sove her i bjergene ved en smuk lille sø, og selvom der kun er nogle få kilometer derhen, tager turen fyrre minutter, men det betyder intet, for vi har ikke travlt.

Mt. John og observatoriet ved Lake Tekapo
Kondi = ikke eksisterende! Selv Niko puster og er nød til at holde en pause på vej op ad bjerget. Vi er på vej til toppen af Mount John, hvor New Zealand og Japan har observatorier. Stedet er efter sigende et af de bedste steder i verden at studere himmelrummet fra. Vi havde planer om at gå der op i aften, for at tage nogle billeder af stjernehimmelen, men vi fandt, heldigvis, ud af, at der kun er åben på bjerget indtil kl. 17, så nu er vi på vej her i eftermiddagsvarmen. Udsigten på vej op er fantastisk! Vi har valgt den lange vej op, som følger søen Lake Tekapo. Søen har en helt speciel farve, som bare er utrolig smuk, lyseblå og klar, og den bliver kun smukkere jo længere vi kommer op. Da vi langt om længe, halvanden time senere, når toppen af bjerget, ligger de små observatorier og "Astro Café" i en klynge, og nyder den spektakulære udsigt over et kæmpe område med søer og bjerge. Vi puster ud og tager selvfølgelig nogle fotos, og vælger den hurtigere vej ned ad bjerget, til campingpladsen, hvor vi skal tilbringe natten. Her står programmet også på et bad, for første gang i flere dage.
Det var en smuk tur derop, men jeg vil sige, at observatorierne på La Palma, i den Canariske øgruppe, var meget større og meget flottere.

Mt. cook og glaciers
Mount Cook er det højeste bjerg her, og vi har fundet et campsite for foden af bjerget, hvor vi skal tilbringe endnu en dag og nat i New Zealands fantastiske landskab. Da vi (selvfølgelig) ikke skal bestige bjerget, tager vi den tre timers vandretur "Hooker Valley Trail" istedet. Det er en smuk tur, som går gennem en dal, der ligger for foden af de omgivende bjerge. Solen står højt på himmelen, og vi har shorts og t-shirts på, mens Mt. Cook, og et par af de andre bjerge, skinner kraftigt ned på os fra de sne- og isklædte toppe.
Efter en god vandretur har vi nu fortjent et glas rødvin til vores baked-beans og spejlæg.

Oamaru og de blå pingviner
Vi sidder helt stille, og ingen siger lyd. Vi kan høre en svag pippen. Efter hvad der føles som ti minutter, men i virkeligheden nok bare er tredive sekunder, dukker det første lille hovede op mellem stenene. Ét mere. Ét mere, og pludselig står der 15 små blå pingviner og tørrer i aftenmørket. De står bare dér, helt stille, og lader vandet glide ad sig, og efter nogle minutter tager de mod til sig, og vralter i fuld fart over mod deres natteskjul.
Vi er nu et par timers kørsel fra midten af øen er nået ud til østkysten, og her en kold og våd aften, har vi købt billetter til at se de vilde små blå pingviner komme op fra havet. Jeg vil sige, at det måske ikke ligefrem var pengene værd, men de var da meget nuttede. Det viser sig, at vi godt kunne have sparet pengene, da vi på gåturen hjem, møder et par pingviner på vejen...nogle kinesere mødte også pingvinerne, og Nikos kommentar var selvfølgelig, "prøv at se på dem (kineserne), de tænker på, hvordan de skal tilberede dem".

Bjerge og bilen
"Så træd da på speederen!", siger Niko, da vi er på vej op ad et bjerg. Bilen kører 60 kilometer i timen, og hastigheden fortsætter med at falde, mens omdrejningstælleren står på 3500. Vores lille bil har automatgear, så den bestemmer rimeligt meget selv, hvad det er den gør. Vi er dog ikke de eneste, som har svært ved at kommer op ad de stejle bjerge, da vi, på vej ned ad, møder en lastbil, som er på vej op, og det ser ud som om, den næsten ikke bevæger sig.

Da New Zealand ikke ligefrem kan prale af at have mobiltelefondækning ret mange steder, og endnu mindre internetforbindelse, vil der nok gå lidt længere mellem vores opdateringer her den næste tid, men bare rolig, de skal nok komme.

Hilsener fra Ringenes Herre landet
Chris & Niko på nye eventyr

Explore, Dream, Discover

From FAIR winds to fair wings

Når lufthavnens tv-skærme viser aktiepriser, og en halv liter vand koster 35 kr., ja så ved man, at man har ramt en lufthavn i Schweiz, i dette tilfælde Geneve.

Vores næste stop var Abu Dhabi, og vi kan roligt sige, at lufthavnens klientel skiftede udseende, da vi skulle skifte fly her. Vi skulle flyve med selskabet Etihad, og til jer som har set Sex and the City, ja så havde dette fly faktisk de kabiner, som pigerne har i filmen. Dog havde vi kun råd til de normale sæder, men disse var også fantastiske og med masser af gode film at nyde på hvert vores lille tv 😀

Vi har forladt (ikke den synkende) skuden i Lissabon og er nu kommet til Stillehavet, et år før tidsplanens skema. Vi er på nuværende tidspunkt i Sydney, hvor vi bor på et hostel inde midt i China Town ⛩.
Vi har selvfølgelig været på sightseeing, og ellers har vi brugt meget tid på at finde ud af, hvordan og hvad vi skal som det næste. Hjemmefra, altså i Lissabon, havde vi snakket om, at vi godt kunne tænke os at leje to cykler, og så cykle op langs østkysten af Australien 🚲. Vi har dog fundet ud af, at det er utrolig dyrt at leje to cykler, faktisk er det samme pris som at leje en bil. Vi starter derfor med at tage bussen den første måneds tid, og så finder vi ud af om busture er noget for os, eller om vi skal leje en van derefter 🚗

Da vi er vant til priserne i Portugal, er ALT dyrt her, og nogle ting er endda meget dyre. Priserne ligger cirka i samme niveau som i Danmark, dog koster eksempelvis to bananer ti kroner ☹️ det er tydeligt at se, at de i Sydney går meget op i sundhed. Alle madvarerne er mærket med, hvor sunde de er. Men hvorfor koster to æbler så mere end fire liter cola 🤔?

Vores sidste tid i Lissabon ⚓️
Den sidste uge på båden gik med at pakke og smide ting ud. Én måde vi kom af med nogle af vores ting på var at holde Bingo aften med vores norske ven Øivind og vores svenske venner Tjoppe og Helena, her kunne man selvfølgelig vinde alt lige fra glutenfri pasta til Dvd film. Det var en dejlig, og endnu engang, en hyggelig aften i godt selskab 💽

Øivind inviterede os med på udflugt en dag, hvilket vi selvfølgelig takkede ja til. Han skulle sende sin ven Ricardo afsted mod Brasilien i sin båd ⛵️. Ricardo skulle dog ikke sejle turen alene, eftersom han medbragte en hellig og velsignet figur af Jomfru Maria/den hellige Madonna, som han havde hentet ved den katolske helligdom "Sanctuary of Fátima", som er et af den katolske kirkes vigtigste pilgrimsmål ⛪️ Fatima ligger hundrede kilometer fra Ricardos båd, og Madonnaen havde han båret hele vejen fra Fátima til båden. Ikonet skal han aflevere i Brasilien, efter ca. tre uger på havet, og der er planlagt en stor hellig modtagelse af Madonnaen.
Senere på vores udflugt skulle vi selvfølgelig opleve det hellige Fátima, men først skulle vi have lov at se "Den hvide by", Óbidos, som er en by, omgivet af en stor fæstningsmur, hvor alle husene er hvide, og som emmer af god hyggelig stemning i sine små gader. Her gik vi en tur gennem gaderne og beundrede de smukke huse. Det var et godt tidspunkt vi besøgte Óbidos på, eftersom der var udenfor turist sæsonen, så der var god plads.
Sanctuary of Fátima besøges hvert år af over en million mennesker. Den hellige plads består af en relativ ny kirke, et kapel til gudstjenester og et ildsted. Helligdommen har i år hundrede års jubilæum, så stedet er ret nyt i den katolske verden. Dog er det kæmpe stort, eftersom pladsen foran kirken er større end Peters pladsen i Rom. Det som gør Sanctuary of Fátima speciel er, at hvis man fejler noget, eller kender én som fejler noget, så kan man komme til Fátima og få hjælp. Dette i sig selv, er jo ikke noget særlig, for man kan jo bede for hjælp mange steder i verden. Det specielle kommer i, hvordan, og som vi står dér på pladsen, får vi set det hele med vore egne øjne.
Chris: Som vi træder ind på pladsen foran kirken, krydser vi en en lys flisebelagt sti. Den starter egenligt et underligt sted, tænker jeg, og den strækker sig helt ned til kapellet. Måske hundrede meter. Et øjeblik efter kommer der en ung kvinde, som træder ind på stiens begyndelse, hvor hun knæler ned på sine knæ, hvorefter hun begynder at bevæge sig ned ad stien. På sine knæ. Det viser sig, at hvis man søger frelse, hjælp, helbredelse eller andet, så er dette vejen at "gå". Stien ender inde i kapellet, hvor der afholdes gudstjeneste, og hvor kvinden, der efter en meget lang tur ned ad stien, kommer knælende ind gennem mængden. Hvad der så sker, får vi ikke set. Hendes mand, som har gået ved hendes side, har et vokslys med, som er omkring halvanden meter højt. Dette skal lægges på ildstedet. Vi går over for at se dette ildsted, hvor der står ret mange mennesker. Nogle af dem græder, og de holder noget i hænderne. Jeg ser én holde noget, som ligner en fod, i sin hånd. Hun lægger foden op på "grillen". Mystisk, tænker jeg🤔 Det viser sig, at man i de mange små butikker bag ved kirken, kan købe forskellige kropsdele lavet af voks, og hvis man eksempelvis har en dårlig fod, ja så køber man en fod lavet i voks, og lægger på ilden, hvorefter ens fod bliver god som ny! Man kan også købe arme, hænder og tarme. 💪👐Vi joker lidt med, at jeg skal købe en tarm at lægge på, og så kan min glutenintolerance nok forsvinde forevigt. Jeg bliver dog lidt skeptisk, da jeg ser et par bryster, men vi bliver enige om, at det nok er mod brystkræft fremfor nogle nye af slagsen. Og dog bliver jeg i tvivl, da jeg ser henholdsvis en motorcykel og en bil bagefter! 🚗
Efter at Øivind har givet den helt store guidede tur rundt i det hellige Fátima, er det tid til at vende hjem, beriget med masser af visdom. Tak for en fantastisk tur Øivind.

Afsked👋

Efter en dejlig tid på værftet med vores skønne venner Helena og Tjoppe samt Øivind og hans dejlige hund Birke, er det desværre tid til at sige på gensyn. De er alle stået tidligt op for at sende os afsted, og som vi står der og krammer, fældes der et par tårer, men vi er nød til at give slip, da bussen er lige rundt om hjørnet.
Det er dog ikke farvel, men blot på gensyn, for vi har aftalt, at vi skal mødes i Middelhavet til næste efterår.
Tak for alle de skønne stunder vi har tilbragt sammen, vi er jo blevet som en lille familie, og vi savnede jer allerede efter to dage 😀
Båden er stadig til salg, og det var lidt vemodigt at sige farvel til den, uden at der var en ny ejer til at give den kærlighed. Vi håber dog, dens nye ejer snart dukker op, og tager FAIR på nye eventyr ⛵️🐳🐬🐠🐟🐋

Sydney 🏄🏻‍♀️🎼🎡🏙
På "Maze backpackers", hvor vi bor, viser det sig, at vi slet ikke er de ældste, som bor her. Godt nok er de fleste omkring tyve, men der er også nogle på 60+. Vi kommer jo fra en "verden", hvor alle sejlere hilser på hinanden, hjælper hinanden ved første møde, og hygger med hinanden. Dette er slet ikke tilfældet her på vores hostel. Personalet er super flinke, de hilser og laver fis og ballade, men de andre beboere er der intet socialt med. Selvom vi siger hej, når vi kommer forbi dem, siger de aldrig hej tilbage. Underligt. Der er intet sammenhold, selvom stedet her virkelig gør et godt forsøg. Tre aftener i ugen er der gratis aftensmad, pandekager om søndagen, der er fælles udflugter og hjemmebioaften. Men alle passer sig selv. Synd for dem.
🌞Udenfor er der cirka 25 grader, høj sol... og pyntet op til jul! 🎁🎅🎄Det virker bare totalt underligt. I dag har vi været på stranden, Bondi Beach, (det er et surferparadis), og her til aften var vi på torvet til kæmpe Christmasshow og juletræstænding. Alle børnene og mange voksne var klædt i sommertøj og nissehuer, og selveste julemanden kom i sin kane trukket af rensdyr. Han tændte det store juletræ, som selvfølgeligt helt traditionelt er pyntet med multifarvede stjerner og et kæmpe elektronisk bånd med sms beskeder på, og alle jublede og skreg, og deres begejstring blev ikke mindre, da der kom et par raketter til at slutte showet af med 🎇🎆🎄🎄🎄det var en fin oplevelse. Bagefter gik vi til Operaen, hvor der var et speciallysshow, som bare var super fedt.
Vi har oplevet det meste af det, som man jo skal opleve, når man er i Sydney og omegn. Operahuset, broen 🌉, Bondi Beach⛱, Blue Mountains⛰, været på havnerundfart ⛴, hygget os i botanisk have 🌸, været på museer, set OL-byen 🏟, rundtur i kvarteret "the rocks"🗺. Vi har benyttet os af nogle gratis guidede rundture i byen, hvilket har givet en god baggrundsviden omkring Sydney, og hvordan området blev befolket af englænderne. Helt klart anbefalelsesværdigt.

Mandag går turen videre med bus mod New Castle (ja alt her hedder noget, som i forvejen er opfundet), her vil vi tilbringe fire dage, og se hvad der bydes på der.

God jul